Du sidder desperat og browser rundt på nettet for at få færdiggjort dine sidste julegaveindkøb, og efter lang tids søgen finder du den endelig: Marc Jacobs-tasken, som står øverst på din bedre halvdels ønskeseddel. Og prisen er endda sat ned med 75%. Du bliver godt nok en smule mistænksom, for det er næsten for godt til at være sandt. Men teksten på hjemmesiden er dansk - præcis som domænet og flaget i øverste højre hjørne er det. Alt lader til at være i skønneste orden, så du hiver Visa-Dankortet op af lommen og gennemfører købet, mens du glæder dig til at se din kones smil, når hun åbner julegaven.

Men hvis du ikke ser dig godt for, kan smilet hurtigt stivne. For mange af de hjemmesider, der hævder at have originale mærkevarer til lave priser, er falske. Og det betyder i praksis oftest, at du enten slet ikke modtager Marc Jacobsen-tasken, eller at du kommer til at modtage en dårlig kopi med posten. 

Måske du også vil opleve, at dén pris, der trækkes på dit kreditkort, er højere end den aftalte pris. Og da mange af kopivarerne bliver sendt fra ikke-EU-lande – ofte fra Kina - vil du oven i hatten få en ekstraregning på told, moms og importgebyr.

Så der er mere end en almindelig god grund til at se sig godt for, når mærkevarerne købes på nettet. Men heldigvis kan du med lidt kritisk sans og et par klik med musen ofte selv afsløre, om en hjemmeside leverer den ægte vare eller ej. Nedenfor følger et par gode råd til, hvad du skal kigge ekstra godt efter på hjemmesiderne, når du køber mærkevarer.

Følg disse 7 gode råd

Danske kontaktoplysninger

Tjek, om hjemmesiden har en troværdig dansk kontaktadresse, email-adresse og telefonnr. Prøv evt. at ringe til det danske telefonnummer for at finde ud af, om der er en dansktalende person i den anden ende af røret.

Besynderlige formuleringer og stavefejl

Ejerne af de falske hjemmesider bruger ofte Google Translate til at oversætte teksten til dansk. Da dette værktøj ikke altid oversætter 100% korrekt, vil du kunne spotte de falske hjemmesider på deres stavefejl og underlige formuleringer – og måske der også pludselig optræder nogle engelske ord i teksten.

Kendte logoer er ingen garanti

Originale logoer på fx kreditkort (Visa, Mastercard osv.) sikkerhedssystemer, Trustpilot og E-mærket kan nemt findes og downloades på nettet. Så de er ingen garanti for, at der ikke er tale om en fup-hjemmeside. Når det gælder E-mærket, kan du dog tjekke, om hjemmesiden har rent mel i posen ved slå den op i databasen på https://www.emaerket.dk/fup. Du kan også klikke på E-mærket-logoet på hjemmesiden – linker det videre til en unik certifikathjemmeside, kan du være helt tryg. 

Se nøje på domænenavnet

Hjemmeside-svindlerne bruger ofte domænenavne, der inkluderer et specifikt produkt, model, produktserie eller varemærke – fx fupsiden canadagoosesverige.dk. Det gør de for at få Google til at tro, at hjemmesiden er relevant for dig, når du googler ”Canada Goose”, hvilket giver siden en højere placering i listen over relevante søgninger.

Hvis du selv indtaster hjemmesideadressen i browseren og derefter trykker enter, kan du også tjekke, om siden er snyd og bedrag: Ændres domænenavnet i adresselinjen vil det ofte være en god idé at holde dig langt væk fra hjemmesiden. 

Slå hjemmesidens ejere op

På fx http://whois.domaintools.com kan du slå ejeren af hjemmesiden op og se, hvor den såkaldte IP-adresse er registreret – er det fx i Kina bør du overveje, om du ikke bør bruge dit Visa-kort på en anden hjemmeside i stedet. Og på http://www.scamadviser.com kan du også få vurderet, hvor sikker hjemmesiden er.

Find CVR-nummeret

Alle danske virksomheder, der sælger på nettet, skal have et såkaldt CVR-nr., som skal være synligt i netbutikken. Langt de fleste falske hjemmesider har ikke et CVR-nr. På https://datacvr.virk.dk/data/ kan du både se, om det oplyste CVR-nr. er registreret samt hvem, der ejer det. 

Tjek Trustpilot

https://www.trustpilot.com kan du læse andre online-shopperes vurderinger og erfaringer med forskellige websider. Hvis der er en klar overvægt af gode tilbagemeldinger på siden, kan du som hovedregel gå ud fra, at der ikke er problemer.

Vær dog opmærksom på, at mange fupsider kan være så nye, at de ikke har nået af modtage vurderinger. Samtidig er der eksempler på, at nogle af de falske sider har overtaget andre hjemmesiders adresser. Det betyder, at du ikke kan altid kan bruge Truspilot’s blå stempel som garant for, at hjemmesiden ikke er falsk. Så en god portion kritisk sans bør altid være din følgesvend – også på Trustpilot. 

Kilder: Webbureauet Webdanmark.com, CSIS, E-mærket, TV2

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og til at målrette annoncer. Ved at bruge Fibia.dk, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere

OK