Få mere fart på den trådløse forbindelse

Med fibernet har du verdens bedste internetforbindelse – simpelthen! For når data sendes gennem lyslederkabler, i stedet for gennem de gamle kobberkabler, foregår det med lysets hastighed. Så med en fibernetforbindelse slipper du som regel for klumper på linjen, selvom hjemmets teenager uploader en video til YouTube samtidig med, at lillebror streamer en tegnefilm, og de voksne betaler regninger, tjekker nyheder og sender snapshots fra sidste familieferie til farmor.

Hvis I alligevel oplever, at skærmen til tider hakker eller fryser, kan det ganske enkelt skyldes, at jeres internetvaner har forandret sig, og at I derfor bør opgradere hjemmets fibernetløsning med noget mere båndbredde. En tommelfingerregel siger, at en moderne familie skal bruge cirka 10 megabit per sekund per person for at kunne arbejde, se film, surfe, Skype og alt det andet, vi ønsker at gøre på samme tid. Så hvis I er fire i familien, skal I altså bruge 40 Mbit/s.

Men det er ikke nødvendigvis kun båndbredden, den er gal med, hvis I oplever problemer med hastigheden på jeres internetforbindelse. For hvis I bruger en trådløs forbindelse (wi-fi) vil forbindelsen altid blive svagere, end den i virkeligheden er. Men ved at følge nogle gode råd, kan I måske selv få optimeret jeres wi-fi, så den tilgængelige båndbredde kommer til at blive udnyttet bedre.

Placer din router højt, centralt og frit

Du kan sikkert optimere placeringen af din router. Tænk på den som en slags fyrtårn, og placér den derfor højt og i et centralt rum i hjemmet uden for mange forhindringer som vægge og møbler. Så får den nemlig de bedste betingelser for at sende og modtage signalet.

Det kunne for eksempel være oppe på en reol i stuen eller i køkkenalrummet. Det duer ikke at gemme den i en dekorativ kasse i hjørnet af arbejdsværelset eller oppe på loftet. Samtidig skal du så vidt muligt placere din router langt væk fra ting som mikrobølgeovne, fjernsyn og andet, der kan forstyrre signalet.

Skift kanal på din router

Dit trådløse netværk kan ikke lide andre trådløse netværk. Særligt ikke, hvis trafikken gennem din router kører på samme ‘kanal’ som naboernes. Og bor du i etageejendom, kan dette problem være ret så stort. For jo flere trådløse forbindelser, jo værre.

Hvis dine naboer bruger samme kanal som dig, svarer det lidt til, at man forsøger at klemme dobbelt så mange biler gennem den samme tunnel. Heldigvis kan du selv skifte kanal. Proceduren varierer fra udbyder til udbyder og kræver lidt snilde. Så alliér dig med en, der har det sorte bælte i teknik og IT. Vil du se, om dine naboer bruger samme kanal som dig, kan du downloade et lille gratis program til formålet. Prøv at Google ’wirelessnetview’ eller ’inSSIDer’.

Sluk for nogle af dine enheder

Nogle gange er nettet meget langsomt, fordi kabler og båndbredde er ‘optaget’ af din mobiltelefon, tablet, spillekonsol med mere. Sluk nogle af tingene.

Køb en kraftigere antenne til routeren

De fleste routere leveres med antenner, der sender signalet ud i alle retninger. Det er fint, hvis din router står midt i dit hjem. Står det derimod i et hjørne, kan man anskaffe sig antenner, som forstærker signalet i en konkret retning.

Investér i smart hardware

En anden mulighed er at lægge vejen forbi en elektronikforretning eller en it-forhandler og investere i et par produkter, der optimerer dit signal, så det rammer alle husets hjørner med lige stor styrke.

En repeater er en slags usynlig forlængerledning til din router, som du kan placere et sted centralt i hjemmet. Herfra modtager den så signalet fra routeren og sender det med uformindsket styrke videre til de andre rum. På den måde kan du beholde routeren i den ene ende af huset, hvis du ønsker det.

Du kan også anskaffe dig en såkaldt powerline-adapter, der kan kobles til en stikkontakt og forbindes med andre bokse forskellige steder i huset, så dit signal forbedres. Spørg i butikken, hvilken løsning de vil anbefale i forhold til din opsætning.

Udskift den gamle computer

Endelig er det værd at vide, at din internethastighed også kan opleves lavere, end den reelt er, hvis du for eksempel har en gammel computer tilsluttet din wi-fi-forbindelse. Det skyldes, at det trådløse netværk automatisk nedsætter hastigheden med udgangspunkt i den ældste/langsomste standard.

Så hvis du har tre nye computere og en ældgammel på børneværelset, kan sidstnævnte diktere hastigheden for de tre andre. Det skyldes, at hjemmets trådløse netværk er bagud-kompatibelt med tidligere standarder for wi-fi. Så måske, det er tid, til at erstatte den gamle computer med en ny?

Brug kabel, hvis du har brug for maksimal hastighed

Som nævnt vil et trådløs netværk altid gøre din internethastighed langsommere, end den i virkeligheden er.

Så hvis du for eksempel arbejder hjemme og har behov for lynhurtigt internet, kan det være en fordel at tilslutte et netværkskabel til din arbejdscomputer. 

Tjek om du kan få fibernet

Bliv klogere på fibernettets fordele og tjek om du kan få fiber på din adresse.

Tjek om du kan få fiber

Se vores kampagnetilbud

Vi har masser af gode kampagnetilbud lige nu. 

Se vores kampagnetilbud

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og til at målrette annoncer. Ved at bruge Fibia.dk, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere

OK