Sådan undgår du, at dine
dyrebare minder forsvinder

Det er vist de færreste, der kan overskue de følelsesmæssige tømmermænd, hvis billederne fra brylluppet eller videoerne med børnenes første skridt pludselig er væk og aldrig kommer tilbage. Og derfor kan det også blive et sandt mareridt, når computeren uventet får en virus, eller harddisken går i stykker. Og i takt med, at flere og flere opbevarer deres visuelle minder på mobile enheder, kan det være katastrofalt, hvis smartphonen ryger op af skjortelommen og lander i toilettet, eller hvis tablet’en smadrer på det hårde køkkengulv.

Men med løbende backup af computer og mobile enheder kan du heldigvis fuldstændig gardere dig imod, at dine dyrebare minder går tabt.

Der er to backup-kategorier: ’stationær’ og ’online’/’cloud’

Den stationære backup kræver, at du investerer i noget hardware – fx dvd, USB-nøgle eller ekstern harddisk. Men da lagringskapaciteten på de to førstnævnte er yderst begrænset, er den eksterne harddiske reelt den eneste gangbare løsning. Du kan købe en harddisk med plads til 1 terabyte (TB) data (1.000 gigabytes) til cirka 500 kroner. Og 1 TB er altså virkelig mange data og vil derfor dække langt de flestes behov.

Du kan få harddiske, der kan backuppe fra både Windows og Mac, men ikke alle leverer denne luksus. Derfor er det vigtigt, at du læser det med småt og sikrer dig, at harddisken kan backuppe fra netop din computers styresystem.

En ulempe ved den eksterne harddisk er dog, at den risikerer at få virus, når du slutter den til din computer. Samtidig kan den ikke direkte backuppe data fra dine mobile enheder. Derfor bliver du nødsaget til at få billeder, video mv. fra din smartphone og tablet overført til din computer, inden du kan gemme dem på den eksterne harddisk. Endelig bør du kraftigt overveje at opbevare harddisken hos en nabo eller et familiemedlem – for hvis du får indbrud eller brand, risikerer dine data at være væk for altid.

Online-back-up er den mest tidssvarende og sikre løsning – fordi opdateringen kan ske automatisk, og fordi den ligger på en sikret server langt væk og samtidig ikke kan rammes af vira. Hvis det kun er billederne og videoerne på din smartphone og tablet, du er bekymret for, er ”Google Fotos” en god løsning, da den er gratis og fungerer på både Android- og Apple-enheder. Og, ja – trods navnet backupper den altså også videoer. Du kan finde den i Google Play og i App Store.

Hvis det gælder backup af data fra både mobile enheder og computere, findes der et hav af løsninger på nettet. Flere af disse er gratis, så længe behovet er lille. Men så snart, du har brug for backup af større datamængder – og det har de fleste - kommer der en prisseddel på. Nogle af de mest populære online-backup-løsninger er Google Drive, IDrive, Carbonite og Dropbox – prisen på sidstnævnte ligger på 99 Euro, cirka 740 kroner, per år for 1 TB.

Så spørgsmålet er, om ikke dine billeder og videoer trods alt er så værdifulde, at du bør investere i enten en ekstern harddisk eller i online-backup? 

Tjek om du kan få fibernet

Bliv klogere på fibernettets fordele og tjek om du kan få fiber på din adresse.

Tjek om du kan få fiber

Se vores kampagnetilbud

Vi har masser af gode kampagnetilbud lige nu. 

Se vores kampagnetilbud

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og til at målrette annoncer. Ved at bruge Fibia.dk, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere

OK