1. Udlevér ikke din kode

I mange spil-apps er det muligt at købe forskellige ting eller point. Og hvis dit barn kender din kode til iTunes eller Google Play, kan det altså blive en rigtig dyr fornøjelse. Så et godt råd er at holde koden for dig selv. I ’indstillinger’ kan du også deaktivere muligheden for at købe apps, men da de fleste børn sagtens kan finde ud af genaktivere denne funktion, vil det være langt mere sikkert ikke at udlevere din kode til dem.

2. Brug kælenavne til dit barns forskellige spilleprofiler

Mange virtuelle verdener er frit tilgængelige for alle, så enhver kan se spillernes profiler og digitale leg. For at beskytte privatlivet bør du derfor sikre dig, at dit barn ikke anvender sit rigtige navn og i stedet bruger for eksempel kælenavne i de forskellige spilprofiler. Og selvom dit barn og vennerne skjuler sig bag profiler med sære navne, skal de nok finde hinanden alligevel, fordi de udveksler profilnavnene via sms, eller når de er sammen.

3. Se aldersanvisningen

Ved at tjekke aldersanvisningen, kan du sikre dig, at dit barn kun spiller spil, der er alderssvarende. Downloader du spil i App Store, kan du se den anbefalede alder for det pågældende spil ud for titlen og i ’vurdering’ under ’oplysninger’. I Google Play kan du endda vælge en speciel ’familie’-kategori, hvor du kun kan se spil, der er egnet til hele familien.

4. Glem ikke, at nettet husker

Det er ikke sikkert at dele personfølsomme eller andre hemmelige oplysninger i for eksempel apps, på sociale medier eller i chat-fora – heller ikke selvom, der er tale om såkaldte ’lukkede grupper’. For tekst og billeder kan tit kopieres og dermed placeres andre steder online. Nettet glemmer aldrig, så en uheldig opdatering kan være synlig for evigt. Lær derfor dit barn altid at stille sig selv dette spørgsmål, inden han eller hun delerindhold online: ’er det okay, at alle kan se dette for altid?’

5. Fortæl om skjult reklame

Mange børn læser blogs og ser videoer på Youtube, som produceres af andre børn og unge. Fortæl dit barn, at dem, der er afsendere på blogs eller optræder i videoer, nogen gange får penge af virksomheder for at anbefale deres produkter. Så når en person i en Youtube-video skamroser de nye fodboldstøvler fra et kendt sportsmærke eller anbefaler et nyt spil til spilkonsollen, skal det altid tages med et gran salt.

6. Advar om mobning på nettet

Billeder og andre opslag kan spredes med lynets hast på nettet, så selv små drillerier kan få store konsekvenser for dén, det går ud over. Derfor bør du tale med dit barn om, at man ikke skal dele billeder eller informationer, som kan såre andre.

7. Sørg for fællesskab omkring skærmen

Når dit barn har venner på besøg, kan du være med til at skabe en god leg ved at sikre, at børnene spiller med hinanden og ikke hver for sig. Spørg børnene, hvad de spiller, og hvis de ikke spiller det samme, så hjælp dem til at finde et spil, som de begge har lyst til. Har de siddet stille lidt for længe, kan du jo prøve et finde ud af, om de ikke kender nogle spil, som for eksempel Pokémon GO, hvor man skal bevæge sig for at spille.

8. Indfør tidsbegrænsning

For at smartphonen og tablet’en ikke fuldstændig skal overtage barnets liv, bør I sammen opstille nogle regler for hvornår på døgnet, der skal være skærmfri tid. Det kan være en god idé at give lidt mere plads til den digitale leg lørdag og søndag, så barnet oplever, at der er forskel på hverdag og weekend. Indstil eventuel et æggeur som markerer, hvornår spilletiden starter og slutter.

9. Sluk ved sengetid

Sørg for, at smartphonen og tablet’en slukkes senest én time før sengetid, da lyset fra skærmen kan gøre det svært for barnet at falde til ro. Sæt de digitale enheder på lydløs og slå ’vibrér ved lydløs’ fra for at sikre, at dit barn ikke bliver forstyrret af lyden fra push-meddelelser, sms’er og opkald. Samtidig er det en god idé at lægge såvel smartphone som iPad langt væk fra sengen, så det ikke er muligt for barnet at nå dem fra sengen for at tjekke statusopdateringer og lignende.

10. Gå selv forrest

Som forælder bør du altid gå forrest som det gode eksempel. Hvis du selv altid sidder og kigger på din smartphone eller tablet, er det altså svært for børnene at forstå, hvorfor de samme regler ikke gælder for dem. Så prøv så vidt muligt selv at efterleve dé spilleregler, som du har opstillet for dit barn.

Kilder:
Børnerådet
Politiken
Forbrugerrådet
Tænk

Tjek om du kan få fibernet

Bliv klogere på fibernettets fordele og tjek om du kan få fiber på din adresse.

Tjek om du kan få fiber

Se vores kampagnetilbud

Vi har masser af gode kampagnetilbud lige nu. 

Se vores kampagnetilbud